Aktiviteter tilpasset barnet
Læring sker i alle former for fællesskaber og aktiviteter. I Myretuen er vi meget bevidste om at møde børnene på deres niveau og tage udgangspunkt i deres interesser og kompetencer. Derfor tilpasser vi vores aktiviteter efter den flok børn som vi har.
Fællestemaer i løbet af året
Sjov og læring går ofte i spænd. Dette vil i opleve, når vi i Myretuen tager fat på forskellige temaer, som vi i løbet af året arbejder med på tværs af huset. De fremgår af vores årshjulstavler. Det kan f.eks. være bevægelsesuge, naturuge, her bor jeg uge, kulturuge er blot nogle af de temaer, i kan opleve.
Det er altid spænende at fordybe sig sammen og have et fælles tredje.
Traditioner
Nye som gamle traditioner afviklers hvert år i Myretuen. Det er vigtigt med traditioner på tværs i huset, da det giver genkendelsens glæde og skaber faste holdepunkter i jeres barns liv. Samtidigt giver det et stærkt fællesskab, at man har fælles oplevelser år efter år.
Fastelavn
Vi forbereder os til fastelavn ved at synge, lave fastelavnsris, male tønder og bage fastelavnsboller. Til fastelavnsfesten møder børnene op udklædte og vi slår katten af tønden, og spiser lækkerier.
Påske
Vi klipper og klistrer, snakker om højtiden, sår karse, holder påskefrokost, hvor børnene har været med til at stemme om menuen (ud fra en demokratisk tilgang) samt deltage aktivt i forberedelserne hertil.
Bedsteforældredag
Som noget nyt i 2026 inviteres alle bedsteforældre på besøg til fælles hygge på legepladsen med spisning og tilplantning af blomster/ stauder. Dette foregår i maj måned. Hvor bedsteforældredag tidligere var ifm. julen.
Skt. Hans
Vi tænder bål, sætter fut i heksen og synger Sankt Hans sange, som vi har øvet forud for dagen.
Jul
Vi klipper og klistre julepynt. Laver vores egen julekalender. Synger julesange. Hvert år får vi besøg af nogle frække med søde nisser. De kommer med børnene hjem på besøg. Vi laver hemmeligheder og spiser julefrokost. Kort tid inden jul går vi til julegudstjeneste i Nibe Kirke.
I starten af december afholder forældrebestyrelsen et julearrangement, hvor julemanden kommer på besøg.
Børnefødselsdag
Barnets fødselsdag fejres i børnehaven. Flaget hejses, der synges fødselsdagssang, tages fødselsdagsbillede og råbes hurra i fælles kor. Der er fokus på fællesskabet og hvordan vi kan glæde hinanden ved at markere dagen med sang, leg og hygge. Børnehaven er vært med popcorn. Forældrene må gerne deltage i arrangementet. Mange børn holder fri på deres fødselsdag - hvilket selvfølgelig er helt okay. Da vi som personalale ikke kan vide, hvornår børnene ønskes fejret, vil vi gerne, at dette aftales og afstemmes i god tid forældre og personale i mellem.
Forældre-arrangementer
Forældrerådet forestår i løbet af året arrangementer i børnehaven, hvor der er fokus på fællesskab og hvor der er mulighed for at møde de andre forældre.
Afslutningsfest for de ældste
Børn og personale afholder afslutningsfest i juni måned. Børnene er aktiv deltagende i planlægningen og forberedelserne til festen. Børnene beslutter i fællesskab hvad aftens menu, skal bestå af. Der bliver holdt taler, udleveret "afgangsbeviser" og leget sjove lege. Der spises og hygges. En hyggelig og uforglemmelig aften, som afslutning på en sjov og lærerig tid i børnehaven.